Klar kristen teologi gir tolerance
Gud blev menneske i Jesus. Derfor kan kristne fint række ud til andre religioner. Det mener ph.d. Jonas Adelin Jørgensen, der forsker i religiøs mangfoldighed.På en kold, men skyfri eftermiddag på Det Teologiske Fakultets campus i Københavns midtby, bliver hovederne lagt i blød. Årsagen er et foredrag med forsker i religiøs pluralisme Jonas Adelin Jørgensen, arrangeret af foreningen TrosForum.
I den lune kældercafé inderst i fakultetets gård venter omtrent tyve entusiastiske tilhørere. Kristendom og andre religioner er temaet. Ph.d. Jonas Adelin Jørgensen forsker i kristendommens globale udbredelse, økumenisk teologi og forholdet mellem kristendommen og andre religioner.
– Hvordan forholder vi os i kirken til andre religioner? spørger han retorisk og beslutter at gå frem i to trin: Først tale om teologien om andre religioner, dernæst om hvordan den kan omsættes i praksis af kirken.
– Under pietismen (en inderlig kristendomsforståelse i 1700-tallet red.) kunne sande og falske religioner nemt adskilles. Det var spild af tid at beskæftige sig med andre religioner, starter Jonas Jørgensen.
– I takt med den historiske viden om andre religioner gennem oversættelser af bøger fra andre himmelstrøg – og i takt med den filosofiske kritik af kristendommen – er det blevet aktuelt med en kristen teologisk tolkning af andre religioners gyldighed. Det er en forholdsvis ny problemstilling, indleder Jørgensen og stiller spørgsmålet:
– Hvordan kan man tage andre historiske religioner alvorligt?
Det er netop, hvad Jonas Adelin Jørgensen forsøger at besvare i sin forskning på Det Teologiske Fakultet i København. I øjeblikket arbejder han på en undersøgelse af den religiøse pluralisme, som har indfundet sig i kristen teologi siden 1960erne.
– Hvis vi skal forstå andre religioner, må det ske i forlængelse af indsigten i den kristne religion. Det er en del af vores fælleshistorie. Kristendommen er en bevægelse i den fælles menneskelige historie.
Jonas Jørgensen forklarer:
– Den kristne tro bliver til gennem forbindelsen til Jesus Kristus og bekender troen på én Gud. Denne ene Gud, som giver sig til kende i Jesu liv, undervisning, død og opstandelse, og som i dag er virksom gennem sin Ånd, er skjult tilstede i verden fra evighed af.
Flere af tilhørerne læner sig frem i stolen for at få konsekvensen af denne teologi med:
– Gud må derfor gennem sit universelle virke også handle i historiens og religionernes verden.
– Guds universelle virke – dvs. skabelsesteologien – er den dybeste teologiske grund til tolerance og anerkendelse i mødet med andre religioner.
– Fordi vi ved, at alle mennesker – også dem med andre religioner – er en del af Guds skabning, kan vi lære noget gennem andre religioner.
– Den skabelsesteologiske forståelse af andre religioner må lede til en tolerance, som ikke bare er ideologisk, men også giver plads for venskaber helt fysisk, forklarer Jonas Jørgensen. Han mener, missionsvirksomhed og evangelisation må genovervejes, så den ikke foregår på samme måde som i middelalderen.
– Handler Gud gennem islam som religion eller igennem historien, hvori islam befinder sig? Det spørgsmål er konkret og provokerende for nogen.
– Der kan være argumenter for og imod, men personligt mener jeg, Gud handler gennem den fælles historie og derfor indirekte gennem islam. Koranen er blevet til i vores fælles historie og siger noget om mennesket, fortæller Jørgensen.
Kun Gud er absolut
– Kristne læresætninger, personer etc. er betingede af historien. Er de også det i teologisk forstand? spørger Jørgensen og ser rundt på tilhørernes reaktioner.
– Når man forsøger at gøre institutioner, læresætninger eller personer etc. absolutte, så sker der en forvrængning af kristendommen, hvor den forsøger at gøre sig selv ubetinget. Den bliver egentlig dæmonisk, når den forsøger at gøre andet end Guds åbenbaring ubetinget. Teologi er også betinget og ikke absolut. Kirken er heller ikke absolut på historisk, teologisk plan.
Men hvad er så konsekvensen af dette?
– Negativt betyder det, at kirken ikke er målet i sig selv i modsætning til hvordan kristenhedens kirke tidligere så på sig selv. Kirken eksisterer for at give vidnesbyrd for alle, ikke for at nogle få skal have åndelig profit.
– Positivt betyder det, at den kristne kirkes mission er et tegn på Gudsriget i den fælles verden; dette fællesskab finder sted i den skabte virkelighed ikke kun i den kristne virkelighed og er bestemt af Guds universelle skabende, kreative, forløsende og frelsende virke.
– Kaldelsen eller udvælgelsen til at være et Guds folk er ikke eksklusivt på den måde, at nogen er kaldet på andres bekostning. Udvælgelsen bliver i evangeliet en universel udvælgelse.
Denne forståelse er hentet fra Karl Barth, som af mange anses for at være det 20. århundredes største protestantiske teolog.
– Kirken er et tegn på gudsriget. Et tegn på at den sande menneskeliggørelse kan ske i verden. Denne sande menneskeliggørelse finder sted i Kristus, som er sand Gud og sandt menneske.
– Der er altså mulighed for et fælles etisk og praktisk engagement i det menneskelige med andre religioner.
Og hermed nærmer Jørgensen sig sin afsluttende pointe og vision for den kristne kirke.
– Missionen er at være kirke for verdens skyld, ikke for kirkens skyld. Hvis vi i den interreligiøse dialog starter med det, der er fælles, kan vi måske nemmere lære af vores forskellighed. Den kristne kirkes opgave er derfor at skabe rum for et praktisk fællesskab med troende fra andre religioner.
– Sammen med troende fra andre religioner kan vi for det første være åbenlyst religiøse i et sekulariseret og psykologisk samfund, som fortolker religion som neurose, og som helst ser religion henvist til privatsfæren, forklarer Jørgensen og fortsætter:
– For det andet kan vi udøve næstekærlighed i en markedsstyret verden, domineret af konkurrence, profit og tab og udøve nabovenskab over for et samfund, hvis normer sætter selvet i centrum og fokuserer på selvtillid.
– For det tredje kan vi vidne om et alternativ til vores livsverden, som er domineret af forbrugermentalitet, påfaldende rigdom og spild af ressourcer for fornøjelsens skyld. Et evangelium om lægedom og genoprettelse af alle ting må meddeles på måder, som i sig selv er lægende og genoprettende, slutter Jonas Adelin Jørgensen til klapsalver fra publikum.
Arrangementet er kun begyndt. Jonas Jørgensen bliver hængende i den hyggelige café, og diskussionen fortsætter, som den har for vane at gøre på Det Teologiske Fakultet i den gamle Købmagergade.
